Kummentar, december 2008 – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Rektorat > Skrevet af rektoratet > Kummentar, december 2008

Max Planck – in memoriam.

Af Rektor Ralf Hemmingsen og Prorektor Lykke Friis

Einstein, Bohr og Heisenberg er navne som kendes af de fleste, men falder talen på Max Planck, bliver de fleste nok lidt længere i blikket. Det til trods for, at uden den viden som ”kvantefysikkens fader” skabte, er det ikke sikkert at vi nogensinde ville have kendt de tre andre. Max Planck, der ville være fyldt 150 år i år, oplevede som helt ung Tysklands samling under Otto von Bismarck, på toppen af sin karriere så han Tyskland kollapse efter nederlaget i 1. verdenskrig, som en ældre mand oplevede han Nazitysklands genrejsning af den tyske drøm om storhed og kort før sin død måtte han finde sig i at blive præsenteret som ”Max Planck – of no country”, da man i 1945 ikke længere betragtede Tyskland som eksisterende, skønt dette hurtigt rettedes til ”Max Planck – from the world of science”. I denne omskiftelige tid blev Planck på samme sted – på sit universitet i Berlin, hvor han utrætteligt arbejdede for videnskaben.

 

Men hvad er læren af Max Plancks liv i dag, 150 år efter? Vi har gjort os tre relevante overvejelser:

 

Planck blev af sin gamle lærer advaret imod at læse fysik: ”I denne videnskab er næsten alt udforsket”. Alligevel blev han manden, som med Einsteins udtryk ”slog benene væk under den gamle fysik”, med sin opdagelse af at energi flyder i individualiserede pakker – kvanter.

 

Læren af Max Planck er derfor højaktuel – ingen kan forudsige, hvor og hvornår de store gennembrud kommer. Præcis derfor skal vi i Danmark værne om grundforskningen frem for at falde for fristelsen til at fordele flere og flere midler til emner, der her og nu fremstår som relevante.

 

Og hvad der er mindst lige så vigtigt: vi er ganske enkelt nødt til at erkende, at grundforskningen er det første led i fødekæden for anvendt forskning og innovation. Eller som Max Planck har udtrykt det: ”Indsigt må gå forud for anvendelse”, og modsat ministeriets opfattelse er det ikke al forskning som skal kunne omsættes til en faktura med det samme.

 

Den anden overvejelse knytter sig til Europas stilling. I Nobelprisens første 25 år vandt ti tyske fysikere den imod kun to amerikanske. I dag er dette billede vendt på hovedet, og årsagen hertil er især økonomisk. Ikke alene investerer USA en væsentlig større del af sit bruttonationalprodukt i universitetssektoren end europæerne; amerikanerne afsætter også væsentlig flere penge pr. student. Og det bliver de ved med, selvom også universiteternes pengetanke er blevet ramt af finanskrisen.

 

Kontrasten kan kun give anledning til forundret eftertanke: Hvorfor har vores kontinent, hvor universitetstanker har sin oprindelse, undladt at investere i tide i forskning og uddannelse? Hvorfor tillader de ansvarlige politikere, at afstanden mellem Europa og USA konsekvent bliver større, lige netop på et tidspunkt, hvor viden spiller en større og større rolle for en nations velstand, og hvor at Europa ikke kun presses fra Stanford og Berkeley, men også fra Singapore og Beijing?

 

Den tredje og sidste overvejelse ligger i forlængelse af den forrige. For ville en ung, fremadstræbende Max Planck i 2008 overhovedet være blevet i Berlin eller Europa?

 

20 nobelpristagere flygtede fra Nazityskland, herunder Einstein, hvilket fik konsekvenser for Tysklands position på det videnskabelige verdenskort. I dag er 400.000 europæiske forskere ansat på den anden side af Atlanten – ikke fordi de er forfulgt i Europa, men fordi Europa er plaget af skrumpende basismidler og forældede laboratorier. Konsekvensen kan blive katastrofal.

 

På Humboldt-universitetet i Berlin, hvor Planck brugte så mange år, er netop den fløj, hvori han underviste, så forfalden, at det regner igennem taget og pudset falder af væggene. Desværre er den forældede infrastruktur langt fra et tysk fænomen. Vi oplever det i høj grad også herhjemme.

 

På kemisk institut er ikke blevet renoveret i halvtreds år, og de studerende står i lange køer for at kunne lave videnskabelige forsøg, på fysik må forskerne til tider arbejde kl. 4 om morgenen, for at undgå at rystelser fra trafikken skal forstyrre deres resultater, og dette er kun to af de mange eksempler.

 

Københavns Universitet har, som mange andre europæiske universiteter, behov for store investeringer i tidssvarende forsknings- og undervisningsbygninger, hvis vi skal tage kampen op og bevare vores placering blandt verdens bedste universiteter.