Berlingske Tidende, 18. juni 2009 – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Rektorat > Skrevet af rektoratet > Berlingske Tidende, 18...

Kommentar: Efter valget

Af Lykke Friis, ph.d. og prorektor, Københavns Universitet

Barrack Obama, Nicolas Sarkozy og Ruslands Medvedev spejder ud mod en lille ø og beslutter sig for at besøge øen. Obama begynder at gå og kommer stort set tørskoet over vandet. Det samme gælder Sarkozy, hvorimod russeren med det fluks ryger i til halsen. »Skal vi ikke fortælle ham, hvor stenene er?«, spørger Sarkozy sin amerikanske kollega. »Hvilke sten?«, replicerer Obama forundret.
Denne vittighed opsummerer ganske fint Obamas heltestatus i store dele af Europa. Samtidig giver den måske en del af svaret på, hvorfor det var så svært at få de europæiske vælgere til for alvor at engagere sig i det netop overståede europaparlamentsvalg. Det forrige valg, som europæerne over en bred kam fulgte med i, var dramaet mellem Obama og McCain. Nu skulle de pludselig gå fra asken til ilden og vælge 736 repræsentanter til et Parlament, som de færreste havde et direkte forhold til. Ja, efter den fascinerende Obama, som europæerne ganske vist ikke kunne stemme på, fulgte, hvad Financial Times har kaldt valget til »alle parlamenters svigermor«!
Uanset hvad der var forklaringen på den rekordlave stemmeprocent (43 pct.), er Parlamentets akilleshæl den samme som før valget. Hvordan kan man være talerør for vælgere, når så få er interesseret i at indgå i en dialog med parlamentarikerne, og valgkampen reelt har handlet langt mere om national end om europæisk politik? Eller som en kommentator malende udtrykte det: »EU-valgene er som et Europamesterskab i fodbold, der afvikles i de respektive nationale ligaer med aggregerede resultater«. Også det syvende direkte valg til Europa-Parlamentet fremstod i praksis som 27 nationale midtvejsvalg - med centrum-højre og højrefløjspartier som sejrherrerne.
Nu kunne det naturligvis være fristende for stats- og regeringscheferne at isolere den lave stemmeprocent til et problem for Europa-Parlamentet. Det er jo Parlamentet, der mangler vælgere! Det ville imidlertid være temmelig forfejlet. Uanset hvordan man vender og drejer det, er den lave stemmeprocent også udtryk for det samlede EU-systems manglende evne til at overbevise vælgerne om dets relevans. Hvad har EU gjort for f.eks. at afhjælpe den verserende økonomiske krise, der trods alt spillede en betydelig rolle i mange af valgkampene? For mange blafrer svaret i vinden. Og ganske symptomatisk trak sofaen mest i de lande, som er allerhårdest ramt af krisen (læs: Central- og Østeuropa).
I praksis bør den manglende vælgeropbakning derfor også indgå i stats- og regeringschefernes tankegods. Som dagens topmøde vil vise, er der i forvejen rigeligt at rive i frem til jul - og ikke mindst mange ubekendte. Det svenske formandskabs uofficielle slagsang er da også John Lennons gamle omkvæd - »Life is what happens to you, while you're busy making other plans«.
Det første tema på topmødet er udnævnelsen af den nye Kommissionsformand. Som bekendt var den nuværende Kommissionsformand Barroso den eneste officielle kandidat til posten under europaparlamentsvalget, eftersom socialisterne ikke kunne blive enige om at stille med en modkandidat. Da centrum-højre nu har vundet valget - og også flere socialdemokratiske regeringsledere, såsom Storbritanniens Gordon Brown, støtter Barroso - tyder alt på, at portugiseren kan blive på posten. Det, svenskerne frygter, er imidlertid, at han kun vil blive midlertidigt udpeget på topmødet, og at en række lande, med Frankrig i spidsen, vil have en interesse i en to-trinsraket. Først godkendes Barroso midlertidigt; og efter Lissabon-traktaten er trådt i kraft til efteråret, slås der formelt søm i. Fordelen ved denne model er ikke alene, at den vil tilfredsstille Parlamentet, der helst vil afvente den nye traktat; den vil også muliggøre, at medlemsstaterne kan lægge en større kabale, hvor de ligeledes kan fordele de to nye poster, som følger med Lissabon-traktaten (den faste formand for Det europæiske Råd og den nye »udenrigsministerpost«). Ulempen for svenskerne er imidlertid til at få øje på: For hvordan kører man et formandskab med en kommissionsformand, som kun er midlertidigt udpeget og ikke har sit nye hold på plads?
Det andet tema på topmødet hænger uløseligt sammen med det forrige, nemlig Lissabon-traktatens skæbne. Ganske vist tegner meningsmålingerne noget mere lyse for den irske ja-side, men faktisk mangler irerne stadig at få forhandlet en aftale hjem, som de kan lægge ud til folkeafstemning i oktober. Selve indholdet (skat, abort, forsvar) er ved at være på plads, men det stats- og regeringscheferne bl.a. skal diskutere er den juridiske model for særaftalen. Forhandlingerne vanskeliggøres her af, at en del lande frygter, at en særaftale til irerne kan få konsekvenser for den samlede traktat og dermed måske friste Storbritannien (læs: de konservatives David Cameron) eller Tjekkiet (læs: præsident Klaus) til at genåbne ratifikationsballet på hjemmefronten.
Endelig skal topmødet også beskæftige sig med en problemstilling, som ligger bl.a. den danske regering på sinde, nemlig klimaet. Op til klima-topmødet i København er EU-landene for længst enige om et CO2-reduktionsmål. Det, der mangler, er hele diskussionen om byrdefordelingen. Når nu EU skal hjælpe udviklingslandene med at reducere CO2, hvor stor en andel skal de enkelte medlemsstater så løfte? Ikke mindst Polen er her langt fremme i skoene og forlanger et klart svar.
Svaret kommer næppe på topmødet i dag og skal derfor håndteres af det svenske formandskab. Men så begynder det så sandelig også at haste; ikke mindst hvis EU skal kunne lægge pres på bl.a. USA. For uanset Obamas stjernestatus kan han vist trods alt ikke gå på vandet. Heller ikke i klimaspørgsmålet!