Berlingske Tidende, 30.april 2009 – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Rektorat > Skrevet af rektoratet > Berlingske Tidende, 30...

Perspektiv: Debatten alle er trætte af at være trætte af

Af Lykke Friis , ph. d. og prorektor, Københavns Universitet 

Hvordan kan parlamentarikerne være talerør for vælgerne, når de kun i beskeden grad har diskuteret, hvad parlamentarikerne skal gøre for Europa? Hvad er det egentlig for et mandat, de er udstyret med?

På webportalen YouTube har man i de sidste uger kunnet downloade små film, hvor unge hænger højtalere op på bl. a. Colosseum i Rom og Big Ben i London.
Filmene er en del af musikkanalen MTVs og Europa-Kommissionens kampagne for at få unge til at stemme til europaparlamentsvalget den 4.-7. juni.
Og at sofaen frister fremgår med al tydelighed af en ny meningsmåling. Kun 34 pct. af Europas vælgere giver udtryk for, at de vil bruge deres kryds. De mest sofaglade er unge i aldersklassen 18-24 år. Medmindre diverse kampagner har en effekt, er der hermed lagt op til en fortsættelse af én af de mest tankevækkende tendenser i europæisk integration: Jo mere magt Parlamentet får, jo færre vælgere finder det umagen værd at bevæge sig til ned til stemmelokalerne.
Visionen var ellers en helt anden. Op til beslutningen om at indføre direkte valg til Europa-Parlamentet i 1979 opsummerede den tidligere kommissionsformand Walter Hallstein den på følgende måde: »Valg til Europa-Parlamentet vil tvinge de valgberettigede til at undersøge de temaer og forskellige optioner, som Parlamentet skal tage stilling til i de kommende måneder og år. De kandidater, der trækker sig vindende ud af valgkampen, vil dermed være udstyret med et egentligt europæisk mandat fra deres vælgere«. Sådan er det imidlertid ikke gået.
Faktisk ynder forskere at karakterisere europaparlamentsvalg som et såkaldt second order-valg. Ikke alene har de en lav stemmeprocent; i Parlamentets tilfælde ca. 20 pct. lavere end til de nationale parlamentsvalg; de er reelt også underordnet et andet, et first-order valg, nemlig kampen om hvem der skal regere i de respektive hovedstæder.
Kort sagt: europaparlamentsvalg bliver en slags nationale midtvejsvalg, der i langt højere grad domineres af nationale end af europæiske problemstillinger og ofte bruges som en relativ omkostningsfri måde til at give den siddende regering et vink med en vognstang. Til juni vil der f. eks. i Berlin og London være mere fokus på Angela Merkels og Gordon Browns skæbne ved de kommende nationale parlamentsvalg end på magtfordelingen i Europa-Parlamentet efter 7. juni.
KONSEKVENSEN ER mildest talt paradoksal: europaparlamentsvalget drejer sig ofte kun i beskeden grad om Europa. Ikke desto mindre er det en særdeles vigtig europæisk begivenhed, da Parlamentet for længst er blevet medlovgiver på første klasse. Og ikke nok med det: Når de valgte parlamentarikere drager til Bruxelles og Strasbourg, placerer de sig i europæiske grupper og stemmer kun i ganske sjældne tilfælde ud fra nationale hensyn.
Da Parlamentet efter valget rent faktisk fungerer efter hensigten - som Ministerrådets medlovgiver og Kommissionens kontrollant - kunne man naturligvis bare vælge at trække på skuldrene. Problemet er imidlertid til at få øje på. For hvordan kan parlamentarikerne i praksis være talerør for vælgerne, når de kun i beskeden grad har diskuteret, hvad parlamentarikerne skal gøre for Europa? Hvad er det egentlig for et mandat, de er udstyret med? Uanset hvordan man vender og drejer det, er den lave valgprocent og det manglende fokus på Europa i valgkampen derfor Parlamentets akilleshæl.
Set i det lys er der ingen tvivl om, at kampen om vælgerne er kommet for at blive. Selv hvis Parlamentet denne gang undgår en ny minusrekord ( under 45 pct.), vil der komme fornyet fokus på dets folkelige legitimitet. For første gang vil klassikeren over alle klassikere, »vi vil have mere magt«, ikke være en del af diskussionen. Ikke alene er tesen om, at mere magt til parlamentet automatisk vil udløse en højere stemmeprocent flere gange blevet tilbagevist på valgdagen. Stats-og regeringscheferne har også for længst besluttet, at det er slut med den permanente regeringskonference, hvor der konstant ændres i traktaterne. I praksis betyder det, at udfordringen med den lave stemmeprocent skal løses uden for traktat-regi.
UDEN TVIVL VIL gamle forslag om et bedre samspil mellem de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet her blive relanceret. Det samme gælder nødvendigheden af, at medierne i højere grad også fokuserer på begivenhederne i Parlamentet, og at EU generelt gøres til indenrigspolitik. Men spørgsmålet er, om det er tilstrækkeligt. Ifølge professor Simon Hix ved London School of Economics er der god grund til at gå skridtet videre. I en netop udgivet bog gør han sig til talsmand for, at valget skal ' europæiseres, ved at det dybest set også bliver et valg om, hvem der skal sætte sig i den afgørende formandsstol i Kommissionen. Før valget skal hver gruppe af europæiske partier ( socialdemokrater, konservative, liberale etc.) pege på en spidskandidat. Den kandidat, som kan samle flest mandater bag sig, skal efterfølgende ' kåres' af stats-og regeringscheferne som kommissionsformand.
I dag udpeges formanden i et klassisk diplomatisk spil meget lig det, vi netop har været vidne til i NATO-regi. Fordelen ved den nye model vil ifølge Hix ikke alene være, at vi får fælles europæiske ansigter på valgkampen, men også at de respektive spidskandidater kan fremlægge et program for de kommende fem år, som kan diskuteres både af de hjemlige europaparlamentskandidater, men naturligvis også i europæiske ' spidskandidat-debatter'.
For nogle vil et sådant forslag utvivlsomt være alt for radikalt. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan stemmeprocenten så kan blive løftet? Dette europæiske tema kunne vi passende også herhjemme bruge en del af europaparlamentsvalgkampen på.