Børsen, 5. juni 2009 – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Rektorat > Skrevet af rektoratet > Børsen, 5. juni 2009

Valg i en krise - og helligdagstid

Af Lykke Friis, phd og prorektor, Københavns Universitet

Krise, krise og atter krise præger i høj grad de europæiske avisoverskrifter. Uge for uge kan man læse om faldende vækstrater, hjælpeaktioner over for f.eks. bilindustrien og skræmmende udsigter for, hvor meget "det gråhårede" Europa i fremtiden kommer til at koste kommende generationer på bundlinjen. Dertil kommer naturligvis de mange analyser om fremdriften i Kina og Indien - to lande, som for øvrigt slet ikke var på den europæiske radar, da EU i 2000 opstillede Lissabon-vækststrategien; for slet ikke at tale om det indre marked i 1980'erne.

Umiddelbart skulle man tro, at den kradse krise for alvor skulle kunne få vælgerne op af stolene til det Europa-Parlamentsvalg, der afvikles mellem den 4. og 7. juni. For er krisen ikke en glohed platform? Svaret er nej. Den eneste brændende platform er tilsyneladende Kommissionens hovedkvarter, Berlaymont-bygningen, der af uforklarlige årsager er blevet ramt af to brande i de senere uger. EU-debatten i stort set alle 27 lande er derimod ikke blevet antændt!

Ganske symptomatisk for debatten har det eneste gennemgående, tværnationale tema været spørgsmålet om den lave valgprocent: Hvorfor er antallet af vælgere tilsyneladende omvendt proportionalt med Parlamentets magt? Udover det klassiske argument om, at parlamentet (og for den sags skyld også EU!) nærmest forsvinder fra overfladen mellem EU-valg og folkeafstemninger er der to forklaringer, der presser sig på. Den første knytter sig netop til den økonomiske krise. Selvom krisen er en brændende platform for EU, er pointen, at det nok er de færreste vælgere, der vil kunne svare klart på følgende spørgsmål: Hvad har EU gjort for mig i krisen? Faktum er jo, at EU-systemet i de første mange uger var helt ude af kampen og stort set kun præsenteret ved én, som i hvert fald ikke er på valg, nemlig centralbankschef Trichet. Herefter overgik initiativet i stort omfang til de store medlemsstater med EU-formand Sarkozy i spidsen. I den akutte krisehåndtering var det tilsyneladende ikke muligt for hverken Kommissionen eller Europa-Parlamentet for alvor at vinde gehør blandt vælgerne.

Den anden forklaring knytter sig mere specifikt til den lange beslutningsproces i EU. Med de mange institutioner (Rådet, Europa-parlamentet og Kommissionen), kan det ofte virke lettere tåget, hvordan den enkelte MEP'er gør en forskel.

Næsten på målstregen, få dage inden valglokalerne åbner på søndag, er der alligevel tre årsager til, at dette valg er relevant - ikke mindst også for erhvervslivet. For det første er Europa-Parlamentet i dag medlovgiver på første klasse. Der kan stort set ikke vedtages et stykke erhvervslovgivning, uden at Parlamentet har givet sit samtykke. For det nye kuld europa-parlamentarikere venter så afgørende emner som klimapolitik, relancering af Lissabon-strategien og en evaluering af servicedirektivet. Hvis Lissabon-traktaten går igennem, vil Parlamentet for første gang også få medindflydelse på de to budgetsværvægtere, landbrugs- og strukturfondspolitikken. Hvis ikke et flertal af parlamentarikerne, der indgår i de forskellige grupper, kan vende tommelfingeren opad, kan ministerrådet og for den sags skyld kommissionen glemme alt om et givent forslag.  

Selvom også det nye Parlament vil være præget af de høje flertalskrav på tværs af grupperne - i hele 68 % af afstemningerne i den netop overståede valgperiode (2004-09) stemte de to store grupper, den socialdemokratiske og den konservative sammen - er det indbyrdes styrkeforhold mellem socialdemokrater, konservative, liberale, de grønne osv. bestemt ikke ligegyldigt. F.eks vil de konservatives muligheder for at præge den endelige lovgivning naturligvis være uløseligt forbundet med dets antal mandater.

Den anden årsag til, at valget er vigtigt, er, at Europa-Parlamentet i høj grad også er "kongemager", når den nye Kommission skal udpeges. Parlamentet skal vende tommelfingeren opad over for den formandskandidat, som stats- og regeringscheferne bliver enige om. Og afspejler han (eller hun) ikke flertalsforholdene i Parlamentet, vil kandidaten have mere end svært ved at gå igennem. I skrivende stund tyder alt på, at den nuværende formand, José Manuel Barroso vil kunne samle flertal blandt stats- og regeringscheferne og de nyvalgte parlamentarikere. Men hermed er sagen langt fra forbi. F.eks. har den socialdemokratiske leder i Parlamentet, Martin Schulz allerede sagt, at han vil afæske Barroso forskellige konkrete løfter om bl.a. en "social test" for al lovgivning, hvis hans gruppe bliver den største i Parlamentet. Tilsvarende vil en stærk liberal gruppe givetvis insistere på, at formanden skal udpege en passende mængde liberale kommissærer til det nye Kommissionshold.

Endelig er Europa-Parlamentsvalget også en interessant strømpil for, hvordan vælgerne agerer i en krisesituation. Støtter de op om de konservative eller socialdemokratiske partier? Og hvad med Angela Merkels og Gordon Browns genvalgschancer i henholdsvis efteråret 2009 og foråret 2010? Også det kan man blive klogere på, hvis man nærlæser valgresultatet søndag aften. 

For mange har valgkampen uden tvivl været en tam affære. I en helligdagstid - og efter lørdagens Danmark-Sverige-kamp - er der derfor nok mange, der på søndag står over for valget mellem stemmelokalet og at hvile ud i liggestolen. Dét valg må enhver selv træffe. Men undskyldningen om, at Parlamentsvalget under alle omstændigheder er en komplet ligegyldig affære for Europas erhvervsliv (eller en hvilken som helst anden gruppe) er der altså ikke hold i. Der må i givet fald andre undskyldninger til!