Børsen,13. marts 2009 – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Rektorat > Skrevet af rektoratet > Børsen,13. marts 2009

Spild ikke krisen!

Af Lykke Friis, ph.d. og prorektor, Københavns Universitet 

Barcelona havde et usselt rygte i 1980erne. Det var en stor, beskidt havneby med høj kriminalitet og lave turistindtægter. Men så kom OL til byen i 1992. Omkring 50 milliarder kroner blev pumpet i infrastrukturen. Containerhavnen blev bugseret væk fra centrum og erstattet af en skøn strandpromenade med plads til rulleskøjteløbere, hundeluftere og velfornøjede forretningsfolk. Pludselig var byen en af den kreative klasses foretrukne oaser, i selskab med New York og Amsterdam.
Måske var det denne transformation, som EU’s stats- og regeringschefer havde i tankerne, da de i 2002 mødtes i netop Barcelona. Budskabet var i hvert fald ikke til at tage fejl af. Medlemsstaterne skulle sætte handling bag de flotte målsætninger fra Lissabon-topmødet om at blive verdens mest konkurrencedygtige vidensøkonomi ved at sætte fart på forskningsinvesteringerne. Mere specifikt blev landene enige om senest i 2010 at investere 3 procent af BNP i forskning. 1 procent skulle komme fra regeringernes budgetter; resten fra private investeringer.
Slår man op i den rapport, som Europa-Kommissionen offentliggjorde i slutningen af januar, må man imidlertid konstatere, at transformationen er udeblevet.* Ganske vist har Europa oplevet en absolut stigning i forskningsbevillingerne, men 3 procent-målet er langt fra indfriet. Ja, faktisk går det den gale vej. Mens EU-landene i år 2000 brugte 1,86 procent af BNP på forskning og udvikling, er tallet i 2006 1,84%. I stedet for at indfri målet om at indhente amerikanerne, der p.t. investerer 2,61 procent, har EU desuden fået skarp konkurrence fra et land, der slet ikke blev omtalt på Lissabon-topmødet i 2000, nemlig Kina.  Hvor Kina i 2000 kun investerede 0,9 procent i forskning, er tallet i dag oppe på 1,43 procent.
I forbindelse med offentliggørelsen af den nye rapport har forskningskommissær Potocnik peget på en række forklaringer på Europas sløje tal. F.eks. trækker det kraftigt ned, at en række store lande (Frankrig og Storbritannien) har oplevet et fald i forskningsintensiteten, dvs. forskningsudgifternes andel af BNP. Mindst lige så afgørende er det, at de private forskningsinvesteringer, i modsætning til f.eks. Japan og USA, er vigende. I 2000 udgjorde virksomhedernes forskningsudgifter 1,05 procent af BNP, mens andelen i 2006 var skrumpet til 1 procent. Hermed har Europa nu på dette punkt faktisk fået baghjul af Kina! Dertil kommer, at mange europæiske virksomheder har flyttet deres forskning uden for EU.
Med de uindfriede løfter fra Barcelona i baghovedet er det alt andet end overraskende, at Europa også må kigge i vejviseren efter et andet løfte – nemlig at Europa skal blive en magnet for verdens bedste studerende og forskere. Også her går udviklingen snarere den anden vej. Som det fremgår af rapporten, tager mere end 2000 europæere hvert år en phd på et amerikansk universitet – og tallet stiger støt. Halvdelen af dem, der tager af sted, bosætter sig permanent i USA.
Oven i Kommissionens dystre tal kommer så nu den stadigt eskalerende økonomiske krise. Umiddelbart kunne det jo få europæerne til endegyldigt at gøre op med Barcelona-målsætningen. Når det ikke lykkedes at indfri målene i en højkonjunktur, hvordan skal det så lykkes i en recessionstid? Selvom et sådant pessimistisk scenario af mange grunde er det mest nærliggende, er der dog også et andet.
Nærlæser man Kommissionens rapport, er det lige før, den burde have USA’s nye udenrigsminister Hillary Clintons ”soundbite” som overskrift – ”Spild aldrig en god krise”. Ganske vist har Clinton lanceret mottoet i forbindelse med hele klimasagen, der pludselig kan opnå fordele af den økonomiske krise, i form af massive investeringer i bl.a grøn teknologi. Men pointen er dybest set den samme. Den økonomiske krise burde få medlemsstaterne til at erkende, at investeringer i forskning nu blot er endnu vigtigere. Eller for at citere forskningskommissæren: ”I krisetider skal vi ikke skære ned på investeringer i forskning. Tværtimod, medlemslandene burde sætte fokus på at forbedre deres attraktionsværdi for investeringer og forberede deres økonomier og erhvervsliv på at få mest muligt ud af det næste økonomiske opsving.” Faktisk var det præcist det, som henholdsvis USA (2000-2001) og Japan (1991-1993) gjorde sidst, de var i krise. Regeringerne påtog sig ganske enkelt en ”kontra-cyklisk rolle”. Når de private forskningsinvesteringer gik nedad, skruede man op for de offentlige forskningsinvesteringer. Efter tre år var de private investeringer ikke alene på niveau, men på vej yderligere op.
Når EU’s stats- og regeringschefer næste år skal tage Lissabon-strategien op til ti-årsrevision, bør de japanske og amerikanske erfaringer indgå i analysegrundlaget. Naturligvis skal EU-landene gøre en særskilt indsats for på sigt at øge de private investeringer. På den korte bane er problemet imidlertid et ganske andet: For hvor realistisk er det, at Europa netop i en økonomisk krise skulle kunne vende tendensen med de vigende private investeringer? Skal Europa gøres til førende videnøkonomi, peger pilen derfor i høj grad også på de offentlige kasser. Ellers risikerer vi, at Barcelona kun bliver synonym for turistmålet – og ikke forskningsmålet.

* European Commission: “A more research-intensive and integrated European Research Area”